Luke 19

1Og han kom ind i Jericho og drog derigjennem. 2Og see, der var en mand, som hedte Zachæus; han var Toldernes Øverste, og han var rig. 3Og han søgte efter at faae Jesus at see, hvo han var, og kunde ikke for Folket, fordi han var liden af Væxt. 4Og han løb forud og steg op i et Morbærtræ, at han kunde see ham; thi han skulle komme frem ad den Vei. 5Og der Jesus kom til Stedet, saae han op og blev ham vaaer, og sagde til ham: Zachæus! skynd dig og stig ned; thi det bør mig i Dag at tage ind i dit Huus. 6Og han skyndte sig og steg ned og annammede ham med Glæde. 7Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: han tager Herberge hos en syndig Mand. 8Men Zachæus blev staaende og sagde til Herren: see, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg har forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igjen. 9Men Jesus sagde til ham: i Dag er dette Huus vederfaret Frelse, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn; 10thi Menneskens Søn er kommen at søge og frelse det Fortabte. 11Men der de hørte paa dette, blev han ved og sagde en Lignelse, fordi han var nær Jerusalem, og de meente, at Guds Rige skulle strax aabenbares. 12Han sagde da: en høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage imod et Rige og at komme igjen. 13Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer. 14Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os. 15Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde modtaget Riget, befalede han, athine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet. 16Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund har forhvervet ti Pund. 17Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder. 18Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. 19Men til denne sagde han ogsaa: og du skal være over fem Stæder. 20Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg har havt forvaret i et Klæde. 21Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede. 22Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede; 23hvi gav du da ikke mine Penge til Vexelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde krævet dem med Rente? 24Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund. 25(Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.) 26Thi jeg siger Eder, at hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal tages ogsaa det, han har. 27Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine. 28Og der han dette havde sagt, drog han frem og reiste op til Jerusalem. 29Og det begav sig, der han kom nær til Bethpage og Betanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde: 30gaaer hen til den By, som ligger for Eder; naaer I komme derind, skulle I finde et Føl bundet. paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid. 31Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren har det behov. 32Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. 33Men der de løste Føllet, sagde dets Herre til dem: hvi løse I Føllet? 34Men de sagde: Herren har det behov. 35Og de førte det til Jesus og lagde deres Klæder paa Føllet og satte Jesus derpaa. 36Og der han reiste frem, bredte de deres Klæder under ham paa Veien. 37Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: 38velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste! 39Og Nogle Pharisæere af Skaren sagde til ham: Mester straf dine Disciple. 40Og han svarede og sagde til dem: jeg siger Eder, at dersom disse taug da skulle Stenene raabe. 41Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde: 42vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine. 43Derfor skulle de Dage komme over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig allevegne; 44og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid. 45Og han gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte, 46og sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Røverkule. 47Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham. 48Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.